Vorup Grusgrav Friluftsområde

Friluftsområdet bygger på et partnerskab mellem XL Byg Vorup Tømmerhandel & Byggecenter A/S, Team Bertelsen og Natur og Miljø Randers Kommune.

Partnerskabet har til formål at skabe nye muligheder for aktiviteter i området. Der er fokus på foreninger og brugergrupper, der vil være aktive og medvirke til skabelse af friluftsliv.

Friluftsområdet er en grøn kile, der strækker sig fra engene og Kærgade via skovområdet Månedalen og Vorup Grusgrav til Bøsbrovej. Det veletablerede stisystem giver mulighed for en god tur gennem den lukkede skov i Månedalen til grusgravens mere åbne og barske terræn, både på gåben og på mountainbike. Grusgravningen i grusgraven ophørte i 1970erne og der er siden sket en naturlig tilgroning, hvilket giver området et særligt ukultiveret præg og gør det spændende i forhold til rekreation.

Området omfatter private og kommunale arealer, både i Månedalen og i grusgraven. Ud over de regler der er for adgang i naturen skal der vises ekstra hensyn, da grusgravens sider og bund bruges af mountainbikere og firehjulstrækkere til såvel træning som konkurrencer.

De fleste af stierne er fællesstier, det er altså både cykel og gangstier. Det er derfor vigtigt, der tages hensyn – skru ned for musikken i høretelefonerne, træk til siden og hvis du kommer på cykel, så hils pænt og sæt farten ned når du passerer folk til fods.

Hundeluftning skal som udgangspunkt altid ske med hunden i snor. I den skiltede hundeskov i Månedalen må hunde være uden snor, men under fuld kontrol og ejer har det fulde ansvar i forhold til andre skovgæster.

I Månedalen findes et shelter med bålplads og i grusgraven en aktivitetsplads.

Projektet er et samarbejde mellem Vorup Tømmerhandel & Byggecenter A/S, Team Bertelsen og Natur og Miljø - Randers Kommune. Projektområdet omfatter private og kommunale arealer i grusgraven og Månedalen.

Spørgsmål eller bemærkninger til projektet, kontakt natur@randers.dk

Læs mere om Vorup Grusgrav Fritidsområde og Månedalen

Naturen og mulighederne for gode naturoplevelser ligger derude og venter. Klik her og se andre muligheder for vandreture og naturoplevelser i Randers Kommune